Søg på Harboe Bryggeri

Medarbejderudvikling

Medarbejderudvikling – et strategisk fokusområde

Udvikling af medarbejdernes kompetence er et strategisk fokusområde på Harboes Bryggeri. I hele koncernen arbejder vi systematisk med udviklingsprogrammer og uddannelse af medarbejdere og ledere for hele tiden at være på forkant med udviklingen i markedsvilkår, produkt-innovation og produktionsteknologi.

Gennemførte uddannelsesprogrammer for teamledere

Som led i denne strategi har vi bl.a. gennemført uddannelsesprogrammer for teamledere i alle koncernens driftsenheder. Dette sker med henblik på at øge både effektivitet og kvalitet i arbejdsprocesserne i produktionen. De uddannede teamledere får direkte ansvar for performance og kvalitet i deres respektive enheder, og der følges regelmæssigt op på mål og resultater. Sådan sikrer vi en hurtig reaktion og opfølgning på uregelmæssigheder samt en tæt handlingsorienteret ledelse af optimeringsprogrammer og gennemførte ændringer.

Positive erfaringer

Erfaringerne fra programmet er særdeles positive. Det øgede jobindhold og ansvar på teamlederniveau har en god indvirkning på medarbejdertilfredsheden. På koncernens produktionsenhed, Darguner Brauerei i Tyskland, har alle medarbejdere gennemført tekniske uddannelsesprogrammer - og suppleret med den praktiske erfaring og problemløsning, er produktionsteamet nu på et meget højt kompetenceniveau.

Lederkurser fokuseret på strategi og værdier

På koncernniveau er der endvidere gennemført lederkurser med fokus på strategi og værdier. Indholdet i disse kurser er efterfølgende rullet ud i alle dele af koncernen gennem månedlige informationsmøder, workshops og aktiv involvering i udviklings- og effektiviseringsaktiviteter.

Lean-projekter

Som led i dette er der bl.a. på lagerstyringsområdet gennemført målrettede Lean-projekter som optakt til en række planlagte Lean-projekter på tværs af koncernen.

Løbende uddannelse henover året

Ud over de gennemførte strategiske projekter har ledere og medarbejdere på tværs af organisationen deltaget i både in- og eksterne uddannelsestilbud i løbet af regnskabsåret.

Årlige udviklingssamtaler

Den generelle kompetenceudvikling understøttes af et formaliseret program, hvor vi følger op med hver enkelt medarbejder gennem årlige udviklingssamtaler og fastlæggelse af udviklingsplaner.